Princip for digital dannelse, it-kompetencer og teknologiforståelse
Formål
På Firhøjskolen ønsker vi, at vores elever bliver rustede til at begå sig som medborgere i en verden, hvor digitale teknologier spiller en central rolle. Vi arbejder målrettet med digital dannelse og teknologiforståelse, så eleverne udvikler kompetencer til at navigere, skabe og deltage aktivt og ansvarligt i både digitale og analoge fællesskaber.
Arbejdet tager udgangspunkt i fire centrale kompetenceområder:
Eleven som kritisk undersøger
Eleven som analyserende modtager
Eleven som målrettet og kreativ producent
Eleven som ansvarlig deltager
Princippet bygger på Firhøjskolens værdier – anerkendelse, fællesskab, trivsel og læring – og retter sig mod både skole og forældre som fælles ansvarlige for elevernes udvikling.
Vi møder eleverne med anerkendelse og støtter dem i at udvikle en respektfuld og ansvarlig digital adfærd. Et åbent og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem er centralt, så eleverne oplever sammenhæng i de forventninger, der stilles til deres digitale liv.
Med afsæt i fællesskab arbejder vi for, at eleverne lærer at deltage aktivt, hensynsfuldt og inkluderende – også i digitale sammenhænge. De udvikler forståelse for deres rolle i fællesskabet og for, hvordan digitale handlinger påvirker andre.
Trivsel er en forudsætning for elevernes udvikling. Vi har fokus på, at eleverne oplever tryghed i deres brug af digitale medier, og at de har redskaber til at håndtere udfordringer, indgå i positive relationer og sige fra i digitale rum.
Gennem fokus på læring udvikler eleverne deres evne til at anvende digitale teknologier kritisk, kreativt og målrettet. De lærer at forstå teknologiens muligheder og begrænsninger og opnår indsigt i dens betydning i et demokratisk samfund.
Det indebærer blandt andet, at eleverne i løbet af deres skolegang:
- opnår viden om og udviser god adfærd på internettet og på sociale medier
- lærer at forholde sig konstruktivt og kritisk til digitale teknologier – hvordan de kan bruges – og misbruges
- lærer at bruge digitale teknologier til kommunikation og produktion
- udvikler digitale kompetencer og forståelse for teknologiens betydning i et demokratisk samfund
Dette princip danner rammen for skolens arbejde med digital dannelse og teknologiforståelse og for samarbejdet mellem skole og hjem.
Vedtaget af skolebestyrelsen d. 1. juni 2026.
Brug af computere på de forskellige klassetrin
0.-5. klassetrin
Skolen har IPADS og computere, som vil blive brugt i undervisningen.
Eleverne kan, via deres unilogin, se og evt. arbejde videre med opgaver i hjemmet på egne computere.
6.-9. klassetrin
Eleverne medbringer dagligt egen computer til brug i undervisningen. Skolen stiller computer til rådighed for de elever, som ikke har mulighed for at medbringe en computer.
Særligt for 8. & 9. klasse
Til termins- og afgangsprøverne forbeholder vi os ret til at installere et særligt program på elevernes PC’ere til at monitorere elevernes aktiviteter under prøverne for at forhindre snyd. Programmet er kun aktivt under afholdelse af prøver.
Krav til udstyr og programmer
- Vores erfaring viser, at en almindelig bærbar er et godt arbejdsredskab for vores elever
- Gerne Windows-baseret
- Alle programmer, der benyttes i skolen, er gratis
- Adgang til Office 365-programmerne gives via unilog-in
- Adgang til læringsportaler gives via unilog-in
Mulighed for hjælp
- Hvis dit barns unilogin ikke virker, kan klasselæreren hjælpe med at nulstille koden
- Hvis der er problemer med computeren/programmer, er der mulighed for at få hjælp ved en IT-medarbejder én gang om ugen.
Forventninger til forældrene
- Forældrene hjælper eleverne med at huske at få computer og lader med i tasken
- Forældrene taler med deres børn om, hvordan de passer på det digitale udstyr
- Forældrene interesserer sig for deres børns liv på nettet
- Forældre giver skolen besked, hvis de bliver bekendt med uønsket adfærd på nettet, der har betydning for elevernes trivsel på skolen.