Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Strategi mod digital mobning

Man laver digital mobning, hvis man foretager krænkende, nedværdigende og ekskluderende handlinger over de digitale medier.

Hvordan adskiller digital mobning sig fra anden mobning?

  • Anonymitet – Meget af den digitale mobning foregår anonymt, og når børnene ikke ved hvem eller hvor mange, der har været med til at skrive de ubehagelige beskeder, kan det give ekstra meget usikkerhed.
  • Stopper ikke – Digital mobning foregår et sted, hvor børnene hele tiden opholder sig, også udenfor skoletiden, og de kan derfor ikke undslippe mobningen. Hvis de slukker telefonerne eller computeren, dukker beskederne op, så snart de tænder den igen, og det kan give følelsen af ikke at kunne undslippe.
  • Eksponering – Mobningen foregår et offentligt sted, hvor ”alle” kan læse med, og det kan forstærke usikkerheden og følelsen af at miste kontrol.
  • Flydende roller – I digitale konflikter er rollerne ofte flydende. Det er ofte de samme børn som mobber og bliver mobbet, og det er ikke nemt at placere skyld.
  • Handlinger med digital mobning kan være en strafbar handling, og kan politianmeldes.

Hvad kan vi gøre forebyggende mod digital mobning?

Nogle vigtige retningslinjer for forældre, når deres barn færdes på nettet:

  • Interesser dig for, hvad dit barn laver online. Vis fx interesse ved at lade barnet vise dig nogle af sine yndlingsapps og de sociale medier, som er mest brugt.
  • Vær på forkant og sæt dig ind i de programmer, apps og websider, som dit barn bruger.
  • Forlang at dit barn overholder aldersgrænserne som evt. fælder for programmer eller onlinespil.
  • Snak jævnligt med barnet om, hvordan man skal reagere, når man møder fremmede online. Du har jo sikkert også fortalt dit barn, at det ikke må tage mod gaver fra fremmede eller følge med dem.
  • Lær dit barn, at man aldrig må åbne vedhæftninger til mails eller chatbeskeder fra afsendere, man ikke kender.
  • To gode huskeregler for børn mht. cybermobning:
    • Hvis du ikke ville sige det ansigt til ansigt, så skal du heller ikke skrive det
    • Hvis du ikke ville gøre det, mens din mor stod lige bag dig og kiggede med, skal du ikke gøre det.
  • Fortæl dit barn igen og igen, at der ikke findes fortrydelsesret, når man skriver noget online eller lægger et billede ud.
  • Forklar barnet, hvorfor man ikke skal ”låne” sine passwords ud til andre.

Skolens indsats:

En digitalt baseret skole: Da Firhøjskolen er digitalt baseret, dvs. at skolen anvender digitale medier til meget undervisning, har eleverne konstant adgang til internettet.

Net-etikette: Hver klasse udarbejder nedskrevne regler omkring brug af digitale medier. Net etiketten tages jævnligt op til drøftelse, så dens formål og rammer står klart for elever og lærere.

Handleplan mod mobning: Firhøjskolen har ”handleplan mod mobning”, som definerer mobning og giver handleanvisninger til både elever, forældre, lærere og ledelse. Disse anvisninger træder i kraft ved alle former for mobning også via sociale medier.

Skolen har pligt til at anmelde strafbare handlinger i forbindelse med digital mobning til politiet.